Forsigtighed frem for Risiko, hævder klimabeskytterne.
Klimaforkæmpernes ambition er bare ikke klimaet, men at igangsætte politiske planlægningsprojekter af et hidtil ukendt omfang. De vil skabe tryghed for menneskeheden og retfærdiggør alle tiltag i tryghedens navn, hvor forflyvske risikoforestillingerne end måtte være.
Miljøforkæmperne hævder, at videnskaben er enig i deres anskuelse, og derfor skal du også være enig. Enighed er bare et ukendt begreb i videnskaben. Her findes kun ordet – og argumentationen.
Vejret har altid forandret sig og spørgsmålet i klimadebatten er alene, om den opvarmning, som fandt sted fra 1975 til 1994, er naturlig eller menneskeskabt. Længere er den ikke.
Idet opvarmningens historie ikke modsvarer udledningen af kultveiltes historie, som næsten er steget år for år siden den sidste verdenskrig, må der en særdeles indviklet forklaring til, for at sandsynliggøre, at jordens opvarmning fra 1975 til 1994 er forårsaget af mennesker.
Klimabeskytternes sindrige opvarmningsforklaring – computermodellerne – indeholder derfor et væld af variabler, hvis egenskaber intet menneske tilnærmelsesvist kender. Det gælder gasser som SO2, N2O, CH4, H2O og CFC’s drivhusvirkning, skyerne og iskappernes tilbagestråling af solstrålerne, atmosfærens tykkelse, forandringen af klodens farve, osv.
Da menneskehedens kendskab til vejrets årsager er yderst begrænset, er forudsigelsen af fremtidens klima er ikke stort sikrere end beregningen af fremtidens Lottotal.
Der er også meget følelsesladet retorik i klimadebatten. Et yndet eksempel i skræmmekampagnerne er polarisens afsmeltning og isbjørnes påståede indskrænkede livsrum, som henføres til menneskets gerninger.
Sydpolens isdække er bare vokset år for år siden 1978. Hvorfra kommer skrækkampagnerne om polarisens afsmeltning og verdenshavenes vilde stigninger?
Nordpolens isdække var ganske vist historisk lille i 2007. Men i modsætning til sydpolens isdække er den nordlige polaris udsat for havstrømmenes udsving, og kraftige variationer i dens udbredelse er derfor naturligt. Dette kendskab bringer panikmagerne bare ikke til pressen.
Ikke nok med den manipulerende fremstilling af polarisens udbredelse, så viste isbjørne sig som en tilpasningsdygtig art, da de overlevede den holocæne periodes temperaturmæssige maksimun, hvor klodens temperatur gennem tre årtusinder var varmere end nu, og gletcherisen smeltede såvel i Grøndland som i bjergene.
Klimabeskytterne er ikke klimaets forkæmpere. Deres ambition er rent politisk.
Klimatisterne var i december i København skræmmende nær ved at skabe en mægtig verdensregerings(!)
lovlige grundlag. COP15’s rammeaftales artikler 36-38 beskriver nemlig denne verdensregerings (udtrykkeligt kaldet "government", ”institutional arrangement”, ”executive board”) juridiske konstruktion. Og enhver, der vil se, kan selv læse dette i ”Framework Convention on Climate Change”.
Denne rammeaftale var det aftaleudkast, som diplomaterne havde gjort klart til politikkerne, så de havde et udgangspunkt ved klimatopmødets begyndelse. Heldigvis faldt den ”juridisk bindende aftale”.
Konsekvensen af en regulerende verdensregering havde været en langsom, men sikker, indskrænkning af privatretten, som ville være blevet fortrængt af en ”offentlig” ret. Denne "offentlige" ret kunne forandre sig hvert øjeblik under verdensregeringens vilkår. Beskatning af klimasyndere, kontrol over arbejdskraften (”financial and technological resources”), vilkårlige og pludselige prisforandringer på - endnu - privat ejendom, såsom brugtvogne.
Europa Parlamentet behandler for tiden forordninger om regulering af brusestrålen, lyset i lamperne, osv. Alt her i verden vil klimabeskytterne regulere.
Dertil kan pligtige kvoteklimaflygtninge – indvandringstvang – forudses og klimaetikken bliver et statsligt moralsk genopdragelsesprogram til skabelsen af en global fælles vilje.
Men fortiden lærer os, at store ideologiske samfundsprojekter oftest fører til store rædsler – også de tryghedsskabende ideologier. De ”grønne”, som ville have såkaldt CO2-neutral energi, drev fødevarepriserne op og har allerede forårsaget hungersnød i de fattige lande.
Klimapanikken er løftestangen for den utopiske verdensvelfærdsstats, der ejer alt, styrer alt og tildeler alt. Derfor må frie borgere reagere mod radikalismens mange afskygninger og dens samfundsutopier.
