Opvarmnings-ortodoksien bag den globale klimakamp påstås at bygge på den rene fornuft, men har alle den religiøse tros kendetegn. At betvivle jordens opvarmning er blevet så kættersk, at folk nu kaldes klimafornægtere
En nyhedensk ånd bruser gennem verden. Den taler verdens undergang på grund af civilisationens klimasynder og lover frelsen derved, at man sparer på sit forbrug og kun benytter såkaldte CO2-neutrale energikilder.
Opvarmnings-ortodoksien påstås at bygge på den rene fornuft, men har alle den religiøse tros kendetegn. At betvivle jordens opvarmning er blevet så kættersk, at folk som mig nu kaldes klimafornægtere.
De opvarmnings-ortodokse hævder, at 80-90 procent af alle klimaforskere støtter anskuelserne, at menneskeskabt udledning af kultveilte forårsager global opvarmning, og da videnskaben påstås at være enig, skal du også være enig! Men når man hører sligt, skal man vide bare en ting – tilbage står ren politisk propaganda, ikke videnskab! Videnskaben er langt fra enig. Forskningen på området er ganske usikker, og væsentlige argumenter i drivhuseffektteorien er ugyldige.
Væsentlig for argumentationen er blandt andet sammenligningen af jordens temperatur og civilisationens udledning af kultveilte. Men disse grafer fortæller ikke, at opvarmningen skyldes kultveilte. CO2-udledningen tog nemlig fart efter sidste verdenskrig, hvor fjernsyn, køleskabe, biler med mere nåede massemarkedet. Før denne tid var udstødet ret begrænset.
Hvis klodens temperatur fulgte udledningen af kultveilte, skulle stigningen altså have sat ind i efterkrigstiden og accelereret frem til i dag. Men det meste af den moderne tids temperaturstigning skete før 1940, hvor CO2-udledningen var forholdsvis lav.
Fra 1940 faldt temperaturen atter, mens CO2-udstødet steg. Jordens nedkølning vendte atter til opvarmning under den store økonomiske afmatning midt i 1970'erne, hvor CO2-udledningen faldt. Derfra er temperaturen steget indtil dens stagnation midt 1990'erne, mens CO2-udstødet siden da er fortsat med at stige. CO2-udledningen og klodens temperatur følges ikke – i hvert fald ikke på årtiers sigt. Fakta følger ikke teorien. Det vil sige, at teorien om global opvarmning på dette grundlag er ugyldig.
SAMTIDIG LYDER TEORIEN, at det meste af drivhusvirkningen skulle ske i troposfæren, da det er drivhusgasserne i dette luftlag, der forhindrer varmeudstrålingen. De fleste målinger viser bare ikke opvarmning i disse luftlag, nogle viser endda temperaturfald. Tesen, at global opvarmning skyldes kultveilte, er nok en gang modbevist af data.
Så er der Al Gore, De forenede Staters tidligere vicepræsident og Nobelprisvinder for sit filmtalent, udtrykt i filmen "En ubekvem Sandhed". Hans argumentation beror på et væsentligt argument, taget fra iskerneboringerne i Vostok på Sydpolen.
Disse data viser faktisk en klar sammenhæng mellem luftens CO2-indhold og jordens temperatur 600.000 år tilbage i tiden. Der er bare en væsentlig enkelthed, som Al Gore ikke nævner. Sammenhængen mellem temperaturen og luftens CO2-indhold er i iskernedataene modsat den i teorien om drivhusvirkningen. Iskerneboringerne viser nemlig, at når temperaturen stiger, stiger CO2-indholdet tidsmæssigt efterfølgende, og når prøverne viser temperaturfald, formindskes luftens CO2-indhold tilsvarende, men senere.
Andre iskerneboringer viser den samme sammenhæng. Jordens temperatur stiger og falder, og nogle århundreder efter følger CO2-mængden bevægelsen i luftens temperatur. Så kultveilte er ikke opvarmningens årsag. Derimod kan man på grund af iskerneprøverne slutte, at CO2-indholdet er en virkning af temperatursvingningerne. Al Gores anskuelse, at global opvarmning skyldes menneskers CO2-udledning, er modbevist til trods for hans faderlige autoritet.
Men selv hvis indholdet af kultveilte skulle have styret klodens temperatur, ville menneskets påvirkning af klimaet have været begrænset. I dag udleder alverdens vulkaner nemlig dobbelt så meget kuldioxid som alverdens skorstene. En endnu større CO2-udleder er forrådningen af organisk materiale, mens den betydeligste faktor er havenes optagning og afgivning af gasarten.
Alligevel er mange mennesker ved at punktere af frygt for miljøkatastrofer. Måske skyldes dette alt den følelsesladede dommedagsretorik, som en enig presse gør brug af. Men isbjørnene viste sig som en tilpasningsdygtig art, da de overlevede den holocæne periodes temperaturmæssige maksimum, hvor jorden gennem tre årtusinder var varmere end nu, og gletcherisen smeltede såvel i Grønland som i bjergene. Også i vikingetiden var Grønland – ifølge iskerneprøver – varmere end nu.
SÅ ER DER SOLPLETTEORIEN, som kort sagt går ud på, at klodens temperatursvingninger forårsages af ændringer i solvindens styrke. Denne i den politiske virkelighed oversete anskuelse kan inden for få år vise sig at have en overordentlig god forklaringskraft. Så hvorfor skulle vi mennesker se os som så magtfulde, at vi kunne påvirke klimaet, mens solen er henvist til en birolle?
Klimahysteriet er ikke bare tåbeligt, det er ekstremt farligt, da det er ved at få uanede politiske følger. I rammeaftalen forud for COP15, "Framework Convention on Climate Change", bruges ordet "verdensregering" for første gang i en international aftaletekst.
Det er i artikel 38, at det organ beskrives, som skulle opkræve penge fra de udviklede lande, sagsbehandle og give dem til de klimatrængende og regulere menneskets forbrug af kraftstoffer. Det udtrykkes gentagne gange, at der med dette organ virkelig menes regering – "government".
Af artikel 38 fremgår det, at denne verdensregering skulle have bestået af en udøvende forsamling, som netop ikke er demokratisk, altså umiddelbart valgt, men valgt middelbart gennem lag på lag af myndigheder. Denne demokratiopfattelse, efter hvilken klimatisterne under COP15 nær var ved at formere en regulerende verdensregering, kender jeg kun fra de tidligere kommunistiske lande.
Med Berlinmurens fald troede jeg en overgang, at denne indirekte og farisæiske styreform hørte fortiden til. Det var med dyb foruroligelse og bestyrtelse, at jeg i COP15's rammeaftale læste, hvordan klimatismen ubemærket gør sit indtog i storpolitik.
Ufatteligt, at ikke én eneste af alle frie journalister gik egne veje og undersøgte, hvilket udemokratisk monster af et politbureau politikerne for nylig nær havde skabt under kaldenavnet "en juridisk bindende aftale". Til alt held faldt den såkaldt "juridisk bindende aftale" med et brag.
Men uanset hvor usikker teorien om drivhusvirkningen end er, og hvor store politiske følger den er ved at få, har opvarmnings-ortodoksien taget verden med storm. Bjørn Lomborg mødte ophidset modstand, da han med sine kronikker og bøger viste, hvor mange ubekendte, der er i de regnemodeller, der bruges til at forudsige temperaturstigningen, og at forudsigelserne derfor er det pure gætværk.
Men det virkelig kætterske, som Lomborg gjorde, var at tale om fordelene ved civilisationen og fremskridtet. Dermed rammes den miljøbevægelse, der siden ungdomsoprøret har romantiseret det simple liv og raset mod den vestlige civilisation som verdens ødelægger, lige der, hvor det gør allermest ondt.
Jeg melder mig på Lomborgs side, blandt "klimafornægterne", og jeg håber, at endnu flere kommer til fornuft, inden klimahysteriet drives så vidt, at vore nationalstater nedbrydes og erstattes af lukkede og farisæiske politbureauer.
Selvom den juridisk bindende aftale faldt, har klimatopmødet i København vist enestående resultater. Siden frosten satte ind under topmødets slutforhandlinger, har vi haft den koldeste vinter i mange år.
